-
Debattør dømt for at krænke Israel-korrespondent
Source: BDK Borsnyt / 07 Jan 2025 10:33:07 America/New_York
Debattør Asmaa Abdol-Hamid er tirsdag i Københavns Byret dømt for at have ytret sig æreskrænkende om B.T.'s Israel-korrespondent, Jotam Confino, skriver fagbladet Journalisten. Straffen lyder på 10 dagbøder à 1000 kroner. Derudover er Asmaa Abdol-Hamid dømt til at betale Confino en godtgørelse på 35.000 kroner og til at afholde hans sagsomkostninger formedelst 39.500 kroner, skriver mediet. Hun er derudover dømt til at betale godtgørelse og sagsomkostninger til Confino. På Facebook skrev Abdol-Hamid i december 2023: "Er Confinos bidrag på skærmen ekstremt dårligt journalistisk håndværk, eller er han påvirkningsagent med aftale med TV 2’s ledelse?". På det tidspunkt rapporterede Confino på regelmæssig basis for TV 2. Et samarbejde, som TV 2 senere valgte at afbryde. I maj i fjor kunne Weekendavisen så berette, at Confino på baggrund af en række lignende opslag på Facebook havde valgt at anlægge en privat straffesag mod Asmaa Abdol-Hamid, som for år tilbage kandiderede til en plads i Folketinget for Enhedslisten. - Jeg har valgt netop hende, fordi hun systematisk har begået karaktermord på mig. Særligt i perioden fra 7. oktober sidste år frem til januar måned, hvor vi havde offentlige fights, sagde Confino dengang til Weekendavisen. - Her kom hun med en række anklager, som er voldsomt injurierende. Der er ikke tale om, at hun kalder mig en tosse eller en idiot, men meget konkrete anklager om, hvem jeg er, og hvad jeg laver, lød det fra Confino. Datoen 7. oktober, som han refererer til, er datoen for Hamas' angreb mod Israel den 7. oktober 2023 med adskillige civile ofre og en række bortførelser. Jotam Confino rapporterede dengang fra Israel for TV 2. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/indland/debattoer-doemt-for-at-kraenke-israel-korrespondent